1 2 3 4 56 7 8 910

 

 


DOM CHEVERTI FILMER IGEN

(af Bustav Krans, Vaterpas Art News, 9. november 2007)

Charlie Bonheur, chef på Vaterpas, sagde i fredags til Vaterpas Art News, at galleriets ledelse har bedt Dom Cheverti om en redegørelse, som skulle kaste lys over, hvilke forretninger der er foregået mellem kunstneren og galleriets nye inspektør Palett v. Largo. Vaterpas F.A. ville så offentliggøre redegørelsen på sit site, så alle kunne se, at der ikke var noget om snakken. Men sådan er det ikke gået, fortæller Charlie Bonheur i dette telefoninterview:

»Bonheur!«

Jeg vil lige følge op på, om I ville lægge en redegørelse på nettet omkring Dom Cheverti.

»Ja, jeg har godt set, at du spurgte, om den kom...« (her hentyder Bonheur til, at V.A.N. gennem flere dage har mailet og ringet for at komme i kontakt med ham, red.)

»Vi har lige et par mellemregninger med ham, og dem synes jeg, vi må tage internt. Plus at Susan Horsens (co-chef på Vaterpas, red.) kom hjem fra ferie i går. Vi skal lige have snakket færdig med Cheverti. Vi kan jo selvfølgelig ikke have, at der er tårer i valsen.«

Jeg lagde mærke til – og det er måske fuldstændig tilfældigt – at Cheverti ikke har vist på Vaterpas de sidste par dage. Der er ikke sket noget på den front?

»Vi vil godt lige tage en timeout, indtil vi er sikre på, hvad der er foregået.«

Så han arbejder ikke for galleriet for tiden på grund af det her?

»Jamen, det er ikke noget med, at han ikke arbejder for galleriet. Men vi synes lige, at han skulle lade være med at kaste sig ud i de her ting.«

Arbejder han da på andre ting for tiden?

»Han har lige taget et par fridage.«

Er det på grund af hele den her sag eller hvad?

»Ja… han tager lige et par fridage.«

Er det på opfordring fra jer?

»Nej, det er det sådan set ikke. Men jeg synes, det er meget praktisk… indtil vi lige har på plads, hvordan det hele bliver nu. Vi skal lige snakke med ham.«

Om hvad?

»Om hans aktiviteter her på galleriet, så vi kan finde ud af, hvordan vi skal forholde os til det.«

Det har I ikke overblik over endnu?

»Vi er ved at skaffe os overblik over, hvad hans engagementer er, og hvor meget af det, der er foreneligt med at være på Vaterpas… for vi kan jo ikke have sammenstød…«

Hvad kan for eksempel være problemet?

»Det vil jeg sgu ikke sidde og forklare dig, hvad der kan være af betænkelige problemer.«

Nej…

»Det er jo… så kan der være mange tænkelige problemer… men nogen af dem har man jo peget på i hvert fald med det her, der er sket…«

Ja...

»Det er jo en usædvanlig situation med en kunstner, der har en masse aktiviteter. De fleste kunstnere laver jo ikke en skid, for fa’en.. han er jo energisk, han er jo… det er jo helt vildt, så mange ting, han har gang i… nu må vi altså lige prøve at få et overblik og se, om der er noget af det, der kolliderer med hans virke her.«

Det du har fortalt mig kan jeg jo godt skrive en historie om?

»Ja, det er ikke nogen historie... er det ikke bedre at vente, til vi har fundet ud af, hvad der bliver op og ned?«

Jo, men jeg overvejer at skrive en på det her med, at Cheverti har fri, indtil I har fundet ud af og afklaret situationen, ik’ også?

»Gud fader bevares – er han så betydningsfuld?«

Det er jo en ting, det her med, at I simpelthen overvejer Dom Cheverti situation på Vaterpas. Han er jo noget af et »brand« for jer?

»Han er et brand, men vi overvejer selvfølgelig, når der opstår sådan en situation, hvor han bliver anklaget for at have sammenblandet sine interesser. Så må vi jo spørge: hvad er der så af interesser? Nu prøver vi at få et overblik over hans mange aktiviteter.«

Og når man har det overblik fra jeres side, så tager man stilling til hans fremtid på Vaterpas?

»Lige præcis.«

Og indtil da har han fri – af egen fri vilje?

»Ja, der er ikke noget drama i det, han har bare taget nogle fridage, ik’?«

Hvornår tror du, I får et overblik?

»Årh, Inden vi åbner den 17. november, velsagtens…«

 

   
           Peter Fabers Gade 15 2200 Copenhagen N Denmark. tel: (+45) 40 71 08 68/ post: email@vaterpas.dk